Familietid

Jyllands Park Zoo var et hit!

Påsken har stået på familiehygge, venindehygge og mere familiehygge.

Jeg elsker at være sammen og hygge med min dejlige familie, men helt ærligt, så synes jeg hyggen går lidt af det, når man farer fra den ene påskefrokost til den anden. De sidste to dage – søndag og mandag – har jeg været mættet for indtryk og socialt samvær. Havde allermest lyst til at være herhjemme med min egen lille familie. Måske er jeg den eneste, der har det sådan, måske ikke? Hvad mener I?

Hvad har vi så lavet?

Skærtorsdag var vi inviteret til 50års fødselsdag til brunch, hvorefter den stod på kvalitetstid med onkel og tante, der var hjemme på påske. Fredag formiddag tog farmand ud på golfbanen, og ungerne og jeg gik hen til mormor, onkel og tante. Sammen med dem og bedstefar tog vi i Jyllands Park Zoo, der ligger nede ved Herning. Hvis I har små børn, er denne park helt klart et besøg værd! Der er ponyridning, sejlbåde, en karussel, dyr man kan fodre, dyr man ikke kan fodre og meget mere. Tager I en madpakke med er der masser af steder, I kan sidde og nyde den.

Lørdag tog jeg afsted til en lille påskefrokost med nogle skønne veninder. Vi er en gruppe fra folkeskolen, der stadig ses på trods af mænd, børn, skiftende arbejdstider og geografiske placeringer etc. Det er altid rart at være lidt afsted uden børn, og denne dag var ikke en undtagelse! Om aftenen havde morfar inviteret på en lille påskefrokost, og så var den dag gået.

Søndag stod den på påskefrokost hos mormor og mandag stod den på 75års fødselsdag hos Oldemor.

Hverdag igen

Så blev det så hverdag igen med barsel, børnehave og arbejde. Det bliver godt til os alle sammen at komme ind i en rytme igen 🙂 Alt i alt har det været en dejlig påske, men med lidt for mange planer.

Jeg håber, at jeres har været mindre stressende, og at I har nydt den.

Kh Nadine <3

Skriv et svar